Kapitel 13
ST 140 fra Maripose til Merced SW 44 miles Vi satte stor pris på det første stykke motorvej i dagevis. Endelig lige ud ad landevejen og flere vejbaner, så man ikke hele tiden bliver bremset af disse campermonstere med ældgamle chauffører bag rattet. Pludselig får vi på motorvejen øje på en idyllisk gammel dansk vindmølle. Og da vi alligevel skal tanke op, drejer vi fra og kører ind til: ja, intet mindre end Andersens ”gule-ærter-hus”. Her kan man købe gule ærter på dåse, spisekortet er på dansk, og rummene har alle danske navne (toiletnavnene: Gretschen og Hanschen var måske ikke lige velvalgte). På vort spørgsmål om, hvem der ejer stedet, og om man måske også taler dansk, ser den unge servitrice uinteresserede på os og ryster på hovedet. Her er et væld af souvenir, og vi har bestemt ikke lyst til at købe noget, men falder alligevel for en T-shirt, hvor der står Andersen’s Pea Soup Restaurant på maven. Den er grim og dyr, men når nu vi kommer hjem, vil vi indkalde alle vore børn og deres kærester til en månedlig middag i Andersen’s Pea Soup Restaurant.  Men så er den lette køretur også forbi for i dag. Vi har valgt små, smukke veje, og det betyder også voldsomme rutsjebaneture op og ned. Det er anstrengende for den, der kører, og den, der sidder ved siden af bør ikke kigge på kort eller forsøge at læse USA to-day, så melder der sig en stor trang til at kaste op. Bjergene dukker op igen og en vild og spændende Kern River. Vi kørte langs denne voldsomme – og voldsomt smukke flod i et meget øde område. En udfordrende riverrafting ville det have været! 191 er blevet dræbt i flodens voldsomme vand. Advarselsskilte overalt. Isabella Lake. En højst besynderlig campingplads, vi er landet på her. Vi havde bestemt at holde et par dage det samme sted, springe Sequoia National Park over, fordi vi nu har set så mange af disse kæmpetræer. Og Lake Isabella lyder da dejligt, ikke? Så efter en dag med de smukkeste naturoplevelser – er vi pludselig landet i et stykke amerikansk socialhistorie. De folk, der bor her, ser meget fastboende ud. Det gør deres campingvogne også. Alderen er høj – for begge kategorier. Faktisk ser det ud, som om det er enlige, mandlige pensionister. Og så en ikke helt alkoholfri dame i samme alder. Det er den første KOA campingplads, vi endnu har oplevet, der har en bar. Faktisk går man direkte ind i baren, og alle ser lidt nysgerrige og forundrede på os, der bare sådan trænger sig ind på deres enemærker. Det er tidlig eftermiddag, de kan selvfølgelig godt høre, at vi er udlændinge, og de er også nysgerrige, men ingen prøver at komme i snak med os, som vi er vant til, og lysten til selv at indlede en konversation er lille fra vores side. Vi vil bare have teltet slået op og en tur i swimmingpoolen, som ser dejlig ud. Et par børn leger der, vistnok fra nogle huse, der ligger i nærheden, og ser lidt undrende på os to gamle, der springer på hovedet i vandet, trods skiltet ”No Diving”.  En forbavsende behagelig temperatur i nat. Selvom vi havde soveposerne under os og kun lagner over os, var det alligevel nødvendigt at bytte om i løbet af natten. Vi bliver her ikke en dag til. Her er meget øde og meget varmt, men det værste er, at man får denne fornemmelse af trøstes- løshed. Det er forstemmende. |
| Morgenmad
$ 0.00
Frokost $ 3.00 Aftensmad $ 0.00 Overnatning $ 18.00 Diverse indkøb $ 34.00 I alt $ 55.00 |